men den Virksomhed tiltalte ikke den livlige
Dreng. Efter 6 Dages Forløb meddelte han sin Broder,
at han vilde til Grækenland for at tage Del i det
græske Folks Frihedskamp. Ved Lægen Hans Benjamin
Grams Mellemkomst lykkedes det dog at bringe den
femtenaars Knøs til at opgive de krigerske Planer,
og ved Grams og Professor og Hof kirurg C. Fengers
Hjælp fik han Plads i den christianshavnske
Borgerdydskole. Der havde han de senere Præster
P. A. Fenger, Kalkar, J. G. Lindberg og L. C. Müller
til Lærere, og især den førstes Religionstimer bleve
af stor Betydning for hans indre Liv. I dem «ringede
det første Gang til Kirke» for ham.

Efter i Aaret 1829 at være bleven Student førte han et
fortroligt Samliv med en Kreds af opvakte Ynglinger,
for hvilke «Digtning, Fædrelandet og Friheden vare
lysende Stjærner». Foruden hans Skolekammerater
C. Hall, C. E. Fenger og V. Bloch hørte blandt
andre D. G. Monrad og Grev F. M. Knuth til dette
«Selskab uden Navn». B. havde besluttet at studere
Theologi, men han fandt kun liden Tilfredsstillelse
ved Universitetets Vejledning. «Ej en eneste Gnist
-- blev kastet mig i Sjælen i fire Aar for vist»,
klager han siden i sin rimede «Livsførelse». Derimod
havde han stort Udbytte af Martensens Manuduktion,
og ved Mynsters Prædikener «ringede det anden Gang til
Kirke» for ham. Da han 1834 havde taget Embedsexamen,
tilbragte han nogle Kandidataar som Lærer paa Landet
og i Hovedstaden, indtil han 1837 blev kaldet
til Ringkjøbing som Kateket og Førstelærer ved
Borgerskolen. Samme Aar ægtede han sin endnu levende
Hustru, Emilie Christiane Meyer, Datter af Urtekræmmer
og Kapitajn i Kjøbenhavns Borgervæbning J. F. M.

Da B. rejste til Ringkjøbing, var han en Discipel af
Mynster; men under Udøvelsen af Præstegjerningen og
især ved Paavirkning af en Nabopræst (Hassenfeldt
i Vellinge) kom han nærmere og nærmere til den
Grundtvigske Kristendomsopfattelse. Allerede i
hans Barndom havde Grundtvigs «Roskilde-Rim» gjort
et stærkt Indtryk paa ham; i Skoleaarene havde
han jævnlig hørt Grundtvig prædike i vor Frelsers
Kirke, og «uden at forstaa noget af Vidnesbyrdet,
der lød,» havde han «følt sig ombruset af en mægtig
Aandsstrømning». I en modnere Alder var han oftere
Grundtvigs Tilhører i Frederikskirken, men endnu i
1839, da han i et Skrift om «Stænderforhandlingerne
i Roskilde angaaende Sognebaandets Løsning» tog
Grundtvig, Lindberg og de sjællandske Præster i

Forsvar mod de bitre Domme, der vare fældede over
dem i Stændersalen, især af Mynster, fralagde han
sig ethvert Discipelforhold til Grundtvig. Samme
Aar gjorde han imidlertid en Rejse til den Del af
Sydsjælland, som Mynster spottende kaldte «det hellige
Land», og paa denne traadte han i nøje Forhold til den
sjællandske Vækkelse og især til flere af Grundtvigs
Venner, der vare Ledere af de vakte Kredse.

1840 ombyttede han Kateketembedet i Ringkjøbing med
en mere selvstændig Virksomhed som Sognepræst for
Sønder Omme og Hoven Menigheder, og hans Navn blev
nu kjendt i videre Kredse. Forskjellige Indlæg i
Dagens Stridigheder røbede hans Slagfærdighed og
hans brændende Nidkjærhed, og flere Prædikener,
blandt andre Begyndelsen af den ypperlige Postil
«Synd og Naade» (1848-49), viste hans sjældne Gaver
som Prædikant og hans kristelige Alvor. I 1849 blev
han kaldet til Sognepræst i Ryslinge, og der fik han
en stadig voxende Indflydelse paa en stor Kreds af
det fynske Kirkefolk. Langvejs fra strømmede man til
Ryslinge Kirke for at glæde sig over B.s vækkende
Prædikener, hvis Indhold i stigende Grad lagde for
Dagen, at Prædikanten var bleven Grundtvigs Discipel,
paa samme Tid som deres Form viste, at han ogsaa
skyldte Oehlenschläger og Ingemann meget. B.s
Styrke som Taler er en smeltende Varme. Hans
Kristendomsforkyndelse har en ejendommelig Baggrund
af Frihedssans og Fædrelandskjærlighed, og baade i
hans Prædikener og Foredrag, der foreligge i flere
«folkelige Julegaver», mærker man Romantikkens
Aandepust.

I 16 Aar udfoldede B. som Præst i Ryslinge en
betydelig Virksomhed i den kristelige og folkelige
Vækkelses Tjeneste, og i Aarene 1864-66 var han
tillige Medlem af Rigsraadets Folketing. Det var
Ønsket om «at vidne ud af sit danske Hjærte»,
der havde bragt ham til at søge Valg; og kun ved
Forhandlingen af de to store Sager, Fredslutningen
og Grundlovsforandringen, tog han Ordet i længere
Foredrag. Da Fredslutningen i Nov. 1864 forelaa
til endelig Afgjørelse, udtalte han «et varmt og
kjærligt Nej til Danmarks Dødsdom», og under Kampen
om Forfatningsforandringen brød han gjentagne Gange
en Lanse for den gamle Grundlov. Da han i Sommeren
1864 vendte hjem fra Rigsraadets første Samling,
sluttede han en Søndag den sædvanlige Kirkebøn med
Ordene: «Gud give Kongen et dansk Hjærte, om det er
muligt». Nogle i Sognet indkvarterede Artillerister
meddelte dette til deres Kapitajn, og der blev
indledet en Undersøgelse. Denne førte dog foreløbig

kun til, at B. i en Erklæring til Provst og Biskop
forklarede det Udtryk, han havde brugt. Men da han
i en Rigsraadstale 2. Sept. 1865 havde rettet et
skarpt Angreb paa Ministeriet og dets Politik, fik han
22. s. M. sin Afsked. En stor Del af Sognemenigheden
i Ryslinge vilde imidlertid ikke skilles fra ham, og
han vedblev at holde Gudstjenester, først i private
Huse, senere i en Lade ved Boltinggaard i Ringe Sogn,
og 8. Avg. 1866 indviedes en Kirke, som hans frie
Menighed havde ladet bygge i Ryslinge. Forholdene i
B.s gamle Sogn vakte flere Steder i Landet et levende
Ønske om at tilvejebringe en Lov, der, ved at tillade
Dannelsen af Frimenigheder inden for Folkekirken,
kunde bevare Forbindelsen mellem B.s Kreds og den
danske Folkekirke, og efter mange Kampe paa og uden
for Rigsdagen gjennemførtes Valgmenighedsloven af
1. Maj 1868. I Kraft af denne anerkjendtes den frie
Menighed, der havde samlet sig om Nasareth-Kirken i
Ryslinge, som en Valgmenighed inden for Folkekirken
og B. som dens Præst.

I de følgende Aar fortsatte B. ogsaa sit Arbejde
for den folkelige Vækkelse, og Sønderjyderne og
Forsvarssagen have i ham haft en djærv og utrættelig
Talsmand. Da det var blevet forbudt danske Præster at
prædike i Sønderjylland, ordinerede B. 30. Juli 1874
paa Askov Folkehøjskole Cornelius Appel fra Rødding
(I, 296) til Fripræst for nogle af den preussiske
Statskirke udtraadte Sønderjyder. Dette Skridt gav
imidlertid Anledning til en Provsteretssag, som endte
med, at Højesteret (18. April 1877) idømte B. og de
andre præstelige Deltagere i Ordinationen en Bøde.

Som Politiker havde B. hørt til det saakaldte
«nationale Venstre», men efter at dette var gaaet op
i «det forenede Venstre», var han ofte misfornøjet
med Partiets Holdning. For at modarbejde den i hans
Øjne for Folk og Fædreland fordærvelige Politik,
som Venstrepartiet fulgte, stillede han sig gjentagne
Gange til Folketinget som Høgsbros Modkandidat; men
han opnaaede ikke Valg. Derimod fik han Lejlighed
til i Tale og Skrift at gjøre Indsigelse imod de
Skridt fra Venstres Side, som han misbilligede,
og han har i flere djærve Smaaskrifter foreholdt
sine Venner deres Forsømmelser og Forsyndelser. Hans
uforbeholdne Optræden mod det, der efter hans Mening
var forkasteligt, bragte ham ogsaa lidt efter lidt
i en stærk Modsætning til en stor Del af hans egen
Frimenighed, som billigede det forenede Venstres
Politik; men til Trods for den politiske Uenighed
holdt det kirkelige Samfundsbaand. Efter nogle Aars
Forløb fandt B. det dog

rigtigst, ogsaa af Hensyn til sin høje Alder,
at skilles fra den Kreds, for hvilken han i en
lang Række af Aar havde været saa meget, og han
tog da (1885) Afsked med sin Valgmenighed. Siden
den Tid har han boet paa Vældegaard Højskole i Gjentofte,
hvor der er indrettet en Forsamlingssal,
i hvilken der én Søndag hver Maaned samles en stor
Kreds fra Hovedstaden og Landet om den gamle Præsts
Prædikestol; og B. har ogsaa efter Nedlæggelsen af
sin Præstegjerning taget Del i Drøftelsen af kirkelige
og nationale Spørgsmaal.

Af hans rige Forfattervirksomhed maa det her være nok,
foruden Postillen «Synd og Naade» (6. Opl. 1883),
at nævne hans anden Postil «Naadens Sorg og Sorgens
Naade» (1855-57) og hans «Daglig Husandagt til
Oplysning og Opbyggelse for troende og døbte»
(4. Opl. 1879), der have fundet stor Udbredelse
i hele Norden. Ogsaa som Digter har B. forsøgt
sig, og som saadan er han bedst kjendt ved sin
Missionssalme «O Herre Krist! din Stjærne staar» og
Fortællingen «Kirkeklokkeklangen i den norske Dal»
(4. Opl. 1876). Han døde 26. Juli 1892.

V. Birkedal, En Livsførelse, I-II, Odense 1863-64.
Samme, Kongen har dømt - Folket skal dømme, 1866.
Samme, Frits Boisen, en Ven skildret af en Ven, 1884.
Erslew, Forf. Lex. Elvius, Danmarks Præstehist. 1869-84 S. 416 ff.
L. Helveg, Den danske Kirkes Hist. eft. Reform. II (2. Udg.), passim.
L. Frederiksen, Den kirkelige Bevægelse i Ryslinge i Fyen fra 1849-68,
Odense 1880. Illustr. Tid. XXVIII, Nr. 28. 

Kilde: http://runeberg.org/dbl/2/0306.html